Bibelsøk

Søk
Velg oversettelse
Hvor finner jeg...

Tilbake til oversikten

Salmenes bok

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40 41 42 43 44 45 46 47 48 49 50 51 52 53 54 55 56 57 58 59 60 61 62 63 64 65 66 67 68 69 70 71 72 73 74 75 76 77 78 79 80 81 82 83 84 85 86 87 88 89 90 91 92 93 94 95 96 97 98 99 100 101 102 103 104 105 106 107 108 109 110 111 112 113 114 115 116 117 118 119 120 121 122 123 124 125 126 127 128 129 130 131 132 133 134 135 136 137 138 139 140 141 142 143 144 145 146 147 148 149 150

Forrige kapittelNeste kapittel
31Til korlederen. En salme av David.
          
   
 2 Herre, jeg søker tilflukt hos deg,
          la meg aldri bli til skamme!
          Fri meg ut i din rettferdighet!
          
   
 3 Vend øret til meg,
          skynd deg og redd meg!
          Vær meg et vern, en klippe,
          en borg til frelse.
          
   
 4 Du er mitt berg og min borg,
          for ditt navns skyld fører og leder du meg.
          
   
 5 Fri meg fra garnet de har spent ut for meg!
          For du er min tilflukt.
          
   
 6 I dine hender overgir jeg min ånd,
          du løser meg ut, Herre, du trofaste Gud.
          
   
 7 Jeg hater dem som holder seg til vind og tomhet.
          Selv stoler jeg på Herren.
          
   
 8 Jeg vil juble av glede over din godhet,
          for du har sett min nød,
          du kjenner min trengsel.
          
   
 9 Du ga meg ikke over i fiendens hånd,
          men førte meg ut i åpent land.
          
   
10 Vær meg nådig, Herre,
          for jeg er i nød.
          Øyet sløves av bitter sorg,
          pust og kropp svinner bort.
          
   
11 Livet mitt ender i sorg,
          årene mine i klage.
          Min styrke svikter
          på grunn av min skyld,
          og knoklene mine svinner.
          
   
12 Jeg blir til spott for fienden,
          til hån for naboene,
          en redsel for dem som kjenner meg,
          de som ser meg på gaten, viker unna.
          
   
13 Som en død er jeg glemt av mennesker,
          lik et kar som er kastet bort.
          
   
14 For jeg hører mange som hvisker
          – å, redsel på alle kanter! –
          når de samler seg mot meg
          og legger planer om å ta mitt liv.
          
   
15 Men jeg setter min lit til deg, Herre,
          jeg sier: «Du er min Gud.»
          
   
16 Mine tider er i din hånd,
          fri meg fra fiender som jager meg!
          
   
17 La ditt ansikt lyse over din tjener,
          frels meg i din miskunn!
          
   
18 Herre, la meg ikke bli til skamme,
          for jeg roper til deg.
        
          La de urettferdige bli stående med skam
          og gå tause til dødsriket!
          
   
19 La lepper som lyver, bli stumme,
          de som taler frekt mot den rettferdige
          med hovmod og forakt.
          
   
20 Hvor stor din godhet er,
          som du har spart til dem som frykter deg!
          Rett foran mennesker har du vist din godhet
          mot den som søker tilflukt hos deg.
          
   
21 Hos deg finner de ly
          mot menneskers overgrep.
          Du verner dem i din hytte
          mot anklagende tunger.
          
   
22 Velsignet er Herren som gjør under!
          Han viste meg miskunn i en beleiret by.
          
   
23 Jeg sa i min angst:
          «Jeg er støtt bort fra dine øyne.»
          Men du hørte min bønn
          da jeg ropte til deg.
          
   
24 Elsk Herren, alle hans fromme!
           Herren verner de trofaste,
          men den hovmodige gir han igjen i fullt mål.
          
   
25 Vær modige og sterke,
          alle dere som venter på Herren!
Note: korlederen: >4,1.
Sal 31,2 viser til Sal 25,2+
Sal 31,3 viser til Sal 9,10+
Sal 31,5 viser til Sal 25,15+
Sal 31,17 viser til 4 Mos 6,25, Sal 67,2
Note: La ditt ansikt lyse: >4,7.
Sal 31,18 viser til Sal 6,11+
Forrige kapittelNeste kapittel

15. mai 2021

Dagens Bibelord

Apostelgjerningane 24,10–21

Les i nettbibelen

10Då gav landshovdingen eit teikn til Paulus, som tok ordet og sa:«Eg veit at du har vore dommar for dette folket i mange år. Difor er det med frimod eg forsvarar meg. ... Vis hele teksten

10Då gav landshovdingen eit teikn til Paulus, som tok ordet og sa:«Eg veit at du har vore dommar for dette folket i mange år. Difor er det med frimod eg forsvarar meg. 11Du kan lett få stadfest at det ikkje er meir enn tolv dagar sidan eg reiste opp til Jerusalem for å tilbe. 12Og ingen har sett meg diskutera med nokon eller eggja opp folk, verken i tempelet eller i synagogane eller nokon annan stad i byen. 13Dei kan heller ikkje prova det dei no klagar meg for. 14Men det vedgår eg: Eg dyrkar våre fedrars Gud gjennom å følgja Vegen, som dei kallar ei sektlære. For eg trur alt det som er skrive i lova og profetane, 15og eg har den same von til Gud som desse har: at rettferdige og urettferdige ein gong skal stå opp frå dei døde. 16Difor legg eg vinn på alltid å ha eit reint samvit for Gud og menneske. 17Etter mange år kom eg for å gje ei gåve til dei fattige i folket mitt og for å ofra. 18Då var det dei fann meg i tempelet, der eg hadde late meg reinsa. Eg samla ikkje folk om meg og laga ikkje uro. 19Men nokre jødar frå Asia såg meg, og det var dei som burde ha møtt fram for deg og kome med skuldingar, om dei hadde hatt nokon. 20Eller så bør dei som står her, sjølve seia kva dei fann meg skuldig i då eg stod for Rådet. 21Det kan vel ikkje berre vera for det eine ordet eg ropa ut då eg stod framfor dei: ‘Det er for oppstoda frå dei døde eg står for retten her i dag.’»