Buoris!
Maná oalges jali gåro bälláj giehtov gávnatjit, ja de vuolebuj davva lågåtjit ja gulátjit.
Baddjen oalges bielen bieja gielav/girjjegielav
Saul ja David
Israela vierrek Kanaanan åroj,
dan oajvven ledjin duobbmára.
Ráddnávierregin gis ledjin gånågisá.
“Mij dal aj sihtap gånågisáv”, javlaj álmmuk,
“Gievras gånågisáv, guhti njunnjusin dårruj rijddi,
mijás vasjulattjajt vuojttá.”
“Ussjolihtit”, javlaj duobbmár Samuel,
guhti lej vierrega jiermmás oajvve.
“Gånågis dijáv märrádallá,
ij ga dåssju lájddi.
Jus diján luluj gånågis,
de ehpit desti lulu ietjada oajvven.”
Ájnat álmmuk várrodusáv gåpsij.
Jubmel gåhtjoj Samuelav ålgus aktan båhtålijn,
man sinna lej ulljo gånågisájt buorissjivnnjeda vuojdadittjat.
Samuel de ålggon ájtsaj nuorra ja buosjes Saulav.
Oajvev guhkep lej nuppijs,
ja Jubmel hålaj: “Duola le.”
Samuel Saula oajvváj uljov gurggalij,
suvva tjulestij ja hålaj: “Jubmel le dujna!”
Návti Saul sjattaj gånågissan ja álmmugav mierredij.
Njunnjusin dårruj rijddij vuojtátjit.
Gájkka lej tjuovggan, ájnat Saulas ledjin ájádusá sjevnjudam.
Guoktálattaj, jus Jubmel lej sujna.
Hiejtij de Jubmela bagádusáv jegadimes.
Guodij Jubmelav, ja Jubmela buorissjivnnjádus suvva guodij.
De Jubmel gåhtjoj Samuelav iehtjádav vuojdatjit.
Samuel manáj Betlehema ålmmå lusi,
guhti lej Isai gietjajn bárnijn.
Samuel vuojnij nuppijs lej de akta tjáppep
ja ussjolij Jubmel dávk tjáppemusáv válldá.
Majdis ij lim aktak duolla.
“Ale nägov gehtja”, javlaj Jubmel.
“Mån gehtjav vájmov – oalle luondov.”
“Älle gus vil bárne?”
javlaj Samuel Isai-áhttjáj.
“Le galla, nuoramus bárnnám, David, le räjnnuhimen”,
áhttje vásstedij ja viettjaj biregav.
Davidin ledjin ruoppsis niera, tjáppes tjalme,
ja Jubmel hålaj: “Suvva lev válljim.”
Samuel rabáj ulljobåhtålav,
uljov gurggalij Davida oajvváj.
Samuel suvva buorissjivnnjedij håla:
“Dujsta sjaddá Israela gånågis.
Maná Jubmelijn.”
De David åbbå vájmos lávloj,
ja Jubmel lej sujna.
David manáj räjnnuhittjat.
Sávtsajda lávloj.
Nåv tjábbát hárpav tjuojadij,
vaj almatja ussjolin: “Gånågissaj luluj tjuojadit!”
Buktin de Davidav mårålasj gånågisá Saula lusi.
David lávlo Saulas ájádusájt tjuovgudahtij.
Hárpav tjuojada suvva oadjodij.
Ájnat dåssju båttåtjav,
danen gå gånågis Saul ielvij álmmuk Davidav iehtsij.
Vaj de sjievnnjis ájádusá máhttsin.
Akti Davida lávlodijn
de Saul sájtev luossalij Davidav säjnnáj båsskålittjat.
Valla David guggŋidij.
Hájn vil sájtte suv vuosstij girdij, ájnat váni dejvak.
David ålgus sjnjuvgedij ja lanes báhtarij.
Lågev jage Saulas báhtarij.
Gånågis Saul ájgoj suvva giddit, ájnat David bádan besaj.
David luluj gånågis Saulav gåddålam,
huoman dibdij viessot.
Ja gå Saul doaron jámij, de David tjieroj.
De gis hárpajn lávludij.
Dálla lej så David Israela gånågis.
Samuela vuostasj girje gávtsát gitta lågenangudát låhkusis
Les historien i Bibelen
1Herren sa til Samuel: «Hvor lenge vil du sørge over Saul? Jeg har forkastet ham som konge over Israel. Fyll hornet ditt med olje og gå! Jeg sender deg til Isai i Betlehem, for jeg har sett meg ut en av hans sønner til konge.» 2Samuel svarte: «Hvordan kan jeg gå dit? Får Saul høre det, dreper han meg.» Da sa Herren: «Ta med deg en kvige og si at du kommer for å ofre til Herren. 3Be så Isai komme til ofringen! Jeg skal fortelle deg hva du siden skal gjøre. Ham jeg viser deg, skal du salve for meg.» 4Samuel gjorde som Herren hadde sagt. Da han kom til Betlehem, gikk byens eldste skjelvende imot ham og spurte: «Kommer du i fredelig ærend?» 5Han svarte: «Ja, jeg har kommet for å ofre til Herren. Gjør dere rene og hellige og kom med meg til ofringen.» Så helliget han Isai og sønnene hans og innbød dem til ofringen. 6Da de så kom og han fikk se Eliab, sa han til seg selv: «Her foran Herren står nå hans salvede.» 7Men Herren sa til Samuel: «Se ikke på hans utseende og høye vekst, for jeg har forkastet ham. Her gjelder ikke det som mennesker ser. For mennesker ser det som øynene ser, men Herren ser på hjertet.» 8Da ropte Isai på Abinadab og lot ham tre fram for Samuel. Men Samuel sa: «Heller ikke ham har Herren utvalgt.» 9Så lot Isai Sjamma tre fram; men Samuel sa: «Heller ikke ham har Herren utvalgt.» 10Slik lot Isai de sju sønnene tre fram for Samuel. Men Samuel sa til Isai: « Herren har ikke utvalgt noen av disse.» 11Da spurte Samuel: «Var dette alle guttene dine?» «Nei», svarte Isai, «det er enda en igjen, den yngste. Han er ute og gjeter småfeet.» «Send bud etter ham!» sa Samuel. «Vi setter oss ikke til bords før han kommer.» 12Så sendte Isai bud etter ham. Han var rødkinnet, hadde vakre øyne og et godt utseende. Herren sa: «Reis deg og salv ham! For han er det.» 13Da tok Samuel hornet med olje og salvet ham midt blant brødrene hans. Fra den dagen kom Herrens ånd over David og var med ham siden. Så brøt Samuel opp og dro tilbake til Rama. 14Herrens ånd forlot Saul, og en ond ånd fra Herren skremte ham. 15Da sa Sauls menn til ham: «Vi ser at en ond ånd fra Gud skremmer deg. 16Si bare fra, herre, så skal dine tjenere som står her foran deg, lete fram en mann som kan spille på harpe. Når en ond ånd fra Gud kommer over deg, skal han spille på harpen. Det vil gi deg lindring.» 17Saul svarte: «Ja, finn meg en mann som er flink til å spille, og før ham hit til meg!» 18En av de unge mennene sa: «Jeg har sett en sønn av Isai fra Betlehem som kan spille. Han er en modig og djerv kriger; han snakker forstandig og har et godt utseende. Og Herren er med ham.» 19Så sendte Saul bud til Isai og sa: «Send hit til meg din sønn David, han som gjeter småfeet!» 20Da tok Isai et esel, lesset det med brød, en skinnsekk med vin og et kje, og han sendte det med sin sønn David til Saul. 21Slik kom David til Saul og begynte i tjeneste hos ham. Saul ble meget glad i ham og gjorde ham til sin våpenbærer. 22Han sendte bud til Isai og sa: «La David få bli i min tjeneste, for jeg synes godt om ham.» 23Når så en ond ånd fra Gud kom over Saul, tok David fram harpen og spilte på den, og Saul fikk lindring. Det ble bedre med ham, og den onde ånden forlot ham.