Buoris!
Maná oalges jali gåro bälláj giehtov gávnatjit, ja de vuolebuj davva lågåtjit ja gulátjit.
Baddjen oalges bielen bieja gielav/girjjegielav
Jesaja
Dán jage gånågis Ussia vuolgij.
Jesaja de Jerusalema tiemmpelin tjåhkudaláj.
Ussjolij, man jaskadahtes gájkka lej.
Doarro juohkka guovlon,
bádura båhtalin viehkev dárbaha.
Gåktus luluj sjaddat, gå dálla gånågis lej vuolggám?
Lulun gus amuga ednamij ládat?
Luluj gus dal suv vierrek bádurin sjaddat?
Jesaja ietjas ednamav ja boahtte ájgev mårådij.
Sån lej sahte almasj,
valla márjju ij huoman nåv sahte.
Dannák tjåhkkåhattijn de Jubmel suv lusi bådij.
Jubmel suvva jaskadij ja sunji vuosedastij,
gåktu le almen.
Vuojnij Jubmelav gånågissan tråvnån,
ja ieŋŋgila nåv tjábbát lávllun,
vaj alme sjielmmá doargestij.
Tiemmpelin tjåhkkåhattijn de Jesaja ussjolij
almme lej sujsta ietjá.
Ussjolij almen lej buorre ja rájnas,
ájnat ietjanis lej ráfedis ja ållo bahá.
Ja huoman de oajoj.
Juska ednama gånågis lej jábmám,
de lej ham Jesaja vuojnnám Jubmelav tråvnån,
ij lim ga gånågisáj gånågis sijáv guodám.
De guláj juoga sujsta njálmev duohtastij.
“Sidá gus muv bágojt vierregij hållat?” gatjádij Jubmel.
“Sidáv!” javlaj Jesaja. “Rája muvva sijá lusi!”
“E duvva gulldala”, javlaj Jubmel.
“Ájnat maná huoman.
E dádjada, majt håla,
ájnat håla huoman.
Dujna lev mån.”
Jesaja ájádaláj, gåktu luluj sjaddat.
Jus vierrek luluj rijbbat boahtte ájge,
ihka vil ettjin Jubmelav jegada.
Jubmel giehtoj de lulun sjaddat dagu vuome muorra.
Gå lággá, de dåssju jalŋes báhtsá.
“Dahtak jalŋŋás de ihtá mátta,
ja muorra vaden ällá”, giehtoj Jubmel.
De má Jesaja árvvedij dårvvo lej boahtte ájge.
Jerusalemin så Jubmela bágojt hålaj.
Jesajas lej Jubmela profäjtta sjaddam.
Les historien i Bibelen
1I det året da kong Ussia døde, så jeg Herren sitte på en høy og opphøyd trone, og kanten på kappen hans fylte tempelet. 2Serafer sto overfor ham. Hver av dem hadde seks vinger. Med to dekket de ansiktet, med to dekket de føttene, og med to fløy de. 3De ropte til hverandre: «Hellig, hellig, hellig er Herren Sebaot. Hele jorden er full av hans herlighet.» 4Røsten som ropte, fikk boltene i dørtersklene til å riste, og huset ble fylt av røyk. 5Da sa jeg: «Ve meg! Det er ute med meg. For jeg er en mann med urene lepper, og jeg bor i et folk med urene lepper, og mine øyne har sett kongen, Herren over hærskarene.» 6Da fløy en av serafene bort til meg. I hånden hadde han en glo som han hadde tatt med en tang fra alteret. 7Med den rørte han ved munnen min og sa: «Se, denne har rørt ved leppene dine. Din skyld er tatt bort, og din synd er sonet.» 8Da hørte jeg Herrens røst. Han sa: «Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for oss?»Jeg sa: «Jeg! Send meg!» 9Han sa: «Gå og si til dette folket: Dere skal høre og høre, men ikke forstå, se og se, men ikke skjønne! 10Gjør dette folkets hjerte fett, gjør ørene tunge og kleb øynene igjen, så de ikke kan se med øynene, ikke høre med ørene, ikke forstå med hjertet og ikke vende om og bli helbredet!» 11Da sa jeg: «Hvor lenge, Herre?» Han sa: «Til byene ligger øde og folketomme og det ikke er mennesker i husene og landet ligger som en ødemark.» 12Og Herren skal sende menneskene langt bort, øde og forlatt skal landet bli. 13Er ennå en tiendedel tilbake, skal også den brennes opp som når en eik eller terebinte blir felt og bare en stubbe står igjen. Den stubben er en hellig ætt.